Jeg har fået en masse henvendelser fra folk som spørger ind til min bedste veninde, og hvad hun fejler. Og nu har jeg fået hendes tilladelse til at skrive hendes historie. Den er meget barsk..

Cecilie som min bedste veninde hedder, havde i længere tid døjet med mellemørebetændelse og det blev ved  med at komme igen. En dag vågner hun op og er fuldstændig lammet i venstre side af ansigtet. Hun bliver så indlagt på Aalborg Universitets Hospital og bliver lagt i fuld narkose og får sprunget begge trommehinder. Hun bliver så udskrevet men får det dårligere og dårligere hvorefter hun så bliver indlagt igen og bliver opereret bag ved øret. De kan stadig ikke finde ud af hvad der er galt med hende, og imellem tiden bliver hun dårligere og dårligere. En dag i august ligger hun sig til at sove og vågner først op to dage senere. Hendes hjerne gik i krampe og det samme gjorde hendes krop, da hendes mor fandt hende i hospitalssengen var det ved at gå grueligt galt, da hun kun 5 minutter senere får hjertestop og må have adrenalin skudt direkte i hjertet for at få det igang igen. De får gang i hjertet igen, og de beslutter sig for at lægge hende i kunstig koma for at hendes hjerne og muskler kan få lov til at slappe af. Hun får foretaget en MR-scanning og en rygmarvsprøve som intet viser, men ved MR-scanningen kan de se aktivitet ved venstre hjernehinde og i mellemøret, så de beslutter sig for at operere hende mens hun stadig ligger i kunstig koma. Hun bliver opereret gennem næsen, og her finder de ud af at hun har en sygdom som hedder Wegners Granumatolose.

 Wegners Granumatolose er en sygdom som oftes rammer folk i 40-50 års alderen hvor den sætter sig i ens nyre. Det er derfor Cecilies gren af sygdommen er sjælden, da den har sat sig i hendes hoved, venstre mellemøre og hjernehinde. Den er så sjælden at hun er den eneste i Skandinavien med den her gren af sygdommen. Også fordi hun er så ung og er en ‘kvinde’, det er ikke set før. Hendes immunforsvar angriber også sig selv, hvilket vil sige hun faktisk slet ikke har noget immunforsvar. Det vil også sige hun bliver meget lettere syg og kan få lungebetændelse og jeg ved ikke hvad.. Sygdommen ramte en nervebane i ansigtet, og det førte til lammelsen i venstre side. 

Cecilie er en meget høj pige, 176 cm høj og burde veje over de 60 kg, men på et tidspunkt var hun nede og veje 45 kg. På vej på intensiv bliver hun lagt i kunstig koma pga hendes hjerterytme ikke er normal, som hun ligger i, i to dage. Og efter de to dage mente lægerne godt de kunne vække hende. Hun var snot forvirret og kan ikke rigtig huske noget, andet end at hun spørger om hun må få en milkshake fra MacDonalds. Dagen efter vågner hun så op ‘for real’, og lægerne spørger hende om hun vil op på den nye afdeling, men hun beder om at blive på intensiv en dag mere. Hendes hjerterytme var stadig ustabil, især når hun sov. Der kom derfor en læge og tjekkede hende hver time da de skulle være sikker på at alt var som det skulle være. De var meget obs på hende.

Det er nu 2 år siden, og hun er kommet meget langt fra hvor hun startede.. Hun har fundet sig en rigtig sød kæreste, som gør alt for hende og som støtter hende så meget som han nu kan. Hun går til kontrol hver 3 måned, hvor hun får taget blodprøver og urinprøver. Hun tager dagligt binyrebarkhomon, for at holde sygdommen ved lige. Cirka hvert halve år til hele år får hun foretaget en MR-scanning for at tjekke aktiviteten ved hjernehinden og i mellemøret. Hun får ligeledes behandling hver 4 måned alt afhænging af hvordan kontolbesøgene ender, behandlingen går ud på at hun får IV, hvor det bliver pumpet direkte ind i blodet for at mindske hendes kraftige hovedpiner.

Dette indlæg kommer til at handle om en person som står mig meget nær, nemlig min aller bedste veninde..

Jeg vil bruge dette indlæg til at sige tak, tak til en af de personer der betyder alt for mig. Jeg har været en del igennem, og ligemeget hvad har min bedste veninde Cecilie altid været der, og det kan jeg ikke takke hende nok for. Jeg har kendt hende i snart 8 år, og jeg ved bare at vi altid vil være bedste veninder. Vi har været venner, bedsteveninder, uvenner, fjender, uvenner, venner og bedsteveninder igen og igen. Men uanset hvad ender det alligevel med vi kommer tilbage til hvor vi startede. Vi har været igennem en del sammen, vi har skændes, vi har grædt. Jeg tror ikke der er noget vi ikke har gjort sammen, vi har været igennem det hele og vi er slet ikke færdige endnu.

Cecilie er den eneste der kender mig ud og ind, den eneste der kender mine aller dybeste hemmeligheder, og alligevel bliver ved min side. På trods af aldersforskellen mellem os, er hun den eneste jeg fungere 200% sammen med. Hun var den eneste der var der hvor jeg havde aller mest brug for det, og det er jeg evigt taknemmelig for. Hun elsker tullerøv ligeså højt som jeg gør, og tullerøv forguder hende. De har været uadskillelige siden de mødte hinanden for første gang. Faktisk var hun en af de få der kunne acceptere at jeg ikke længere kunne tage med i byen, spontant tage i biografen eller lignende og den eneste der gad tilbringe weekend efter weekend sammen med tullerøv og jeg.

Hun har været lam i hele venstre side af ansigtet, har været døden nær, og nu er blevet ramt af Wegeners granulomatose, som er en meget sjælden sygdom, klarer hun det hele med oprejst pande. Hun der altid for mig, selvom hun burde tænke på sig selv først og fremmest. Hun er den eneste i Skandinavien med den gren af sygdommen, da den angriber hendes immunforsvar som faktisk er ikke eksisterende, og den har ramt hendes lillehjerne og så er hun den eneste unge der er blevet ramt af sygdommen. Det er en alvorlig sygdom, men heldigvis er hun kommet i behandling på Aalborg Sygehus og det lader til at den virker. Jeg er så stolt af hende, hun er virkelig mit største idol. Uanset hvad hun bliver udsat for giver hun ikke op uden kamp, hun er en sand fighter. Og det beviser hun gang på gang.

 Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg har verdens bedste veninde, for det har jeg bare. Længere er den ikke altså.. For mig vil der altid kun være hende, ingen over alle under. Jeg skal bare kigge på hende, og så er det som om hun læser mine tanker. Vi ligner hinanden på så mange måder, både på godt og ondt. Hun er den eneste der kan få mig helt oppe i det røde felt, men til gengæld er hun også den eneste der kan få mig ned igen. Komisk, ik? :-D. Der er slet ingen tvivl om hvor højt jeg elsker hende. Cecilie, dette indlæg er dedikeret til dig. Jeg ved du læser med på sidelinjen, love U. <3