Det er et spørgmål mange spørger mig om for tiden, og det skal da heller ikke være nogle hemmelighed at jeg selv har siddet med den tanke. Er jeg mon klar til at komme tilbage? .. 

Jeg elsker at blogge om mit liv, og hvad der sker og alt det der. Men er jeg klar til at lukke folk helt tæt på? At være hudløst ærlig, omkring mit liv, min diagnose og mine små hverdags problemer? Jeg ville gerne kunne sige ja, men jeg ved det simpelthen bare ikke. Jeg vil rigtig gerne kunne fortælle åbent omkring hele min diagnose, mit forløb hos OPUS (som jeg iøvrigt er utrolig glad for), hvordan gruppeterapi hjælper mig og hvordan det hele står til med hensyn til A og sådan noget. Men jeg ved ikke, måske jeg alligevel ikke er helt klar til at dele det med folk endnu.

Men for at svare på spørgsmålet som alle spørger mig om, så vil jeg så gerne sige ja. Ja til at jeg er tilbage på bloggen igen, men der er jeg bare ikke helt endnu. Jeg vil så småt begynde at lukke op for bloggen igen, men der vil nok stadig være lidt stille de næste par dage, til jeg føler jeg er helt hundrede procent klar til at lukke folk tæt på mit liv igen. Men måske behøver jeg ikke lukke folk helt tæt på endnu, måske kan jeg nøjes med små bidder af gangen, til jeg er parat til at ‘rive plastret’ helt af.

Jeg ved egentligt ikke om jeg burde skrive det her indlæg eller lade være, men for mig hjælper det at snakke om det.. Så jeg vælger at fortælle det, og så må folk spørge ind til det, hvis det er det de har lyst til. Jeg har bare brug for at fortælle det, da der allerede går en masse rygter om det.. Så for at slå det hele fast en gang for alle, vælger jeg at fortælle MIN version.

Som mange nok har fundet ud af, har jeg været indlagt hvor jeg næsten lige er blevet udskrevet igen. Dog er det de færeste som ved hvorfor og hvor jeg har været indlagt, udover nogle få veninder og min familie. Here it goes.. Jeg har været indlagt på afdeling N3 i Brønderslev, det vil sige jeg har været indlagt på den psykiatriske afdeling. Hvorfor jeg har været indlagt, går et godt stykke tilbage, så jeg fortæller det bare i korte træk, ellers bliver jeg aldrig færdig.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har haft det svært et par gange, og det vil jeg ikke lægge skjul på. Og grunden til jeg blev indlagt i første omgang er også pga jeg havde det skidt, faktisk rigtig skidt, mere end jeg nogensinde havde troet jeg skulle komme til og opleve. Men ja, det skete altså. Og kan takke min bedst veninde Kamilla for at jeg blev indlagt, for uden hende ville jeg stadig have det af helveds til idag. Så er taknemmelig for at hun så signalerne før jeg overhovedet selv gjorde.

Jeg har længe haft det skidt, men jeg har altid været en som ville klare tingene selv, og det ville jeg også denne her gang. Og det er også derfor at ingen gang min familie vidste hvordan jeg havde det, før jeg egentligt skrev en sms til dem om at jeg lå indlagt.. Jeg tror det kom som et stort chok for dem alle, og det gjorde det også for mig i starten, for havde ikke troet det skulle ende så galt.. Jeg følte mig tom indeni, og det gør jeg faktisk stadigvæk, men kan ikke sige hvorfor, for jeg ved det ærligtalt ikke og det skræmmer mig. Jeg blev tjekket for en del da jeg var indlagt, blandet andet for om jeg havde en depression, men det havde jeg ikke. Og jeg følte/føler mig heller ikke deprimeret. Faktisk føler jeg ingenting, hverken glæde eller tristhed. De ved endnu ikke hvad der er galt med mig eller hvad jeg helt præcist fejler, de tror jeg har en psykotisk lidelse, – skizofreni, da mange af mine symptomer godt kunne tyde på det. Det lyder vildt, men ikke engang det er de sikre på. Så jeg blev henvist til OPUS som er en afdeling for unge med skizofreni (som de TROR jeg har), men de ville ikke komme med en endelig diagnose, da jeg har en masse forskellige symptomer, blandt andet hører jeg mine tanker blive læst op af en anden stemme, jeg hører fodtrin bag mig når jeg går alene selvom der ikke er nogle, og så har jeg ingen følelser tilbage, er helt tom indeni.

Jeg har lige fået indkaldelsen til OPUS, som jeg skal ud og snakke med i næste uge. Jeg er både spændt og nervøs, for jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal forvente af samtalen. Jeg håber bare de kan hjælpe med at finde ud af hvad det er der helt præcist er i vejen med mig, for det er sgu ikke sjovt at have det sådan her, som jeg har det.. Jeg har også fået noget medicin, som gør at jeg er ekstremt træt. Hvis jeg kunne sov jeg i døgndrift. Mange folk har forsøgt at komme i kontakt med mig, men jeg har simpelthen ikke overskud til noget som helst lige fortiden. Jeg har valgt ikke at se A før jeg ved hvad der er galt med mig, og før jeg har fået overskud igen. Og før I spørger, så nej. Hun ved ikke at jeg har det sådan her, og hvad der helt præcist er sket. Men hun ved godt jeg har været indlagt, dog ikke på den psykiatriske afdeling. Og det behøver hun heller ikke vide, da hun bekymre sig rigtig meget om hvordan jeg har det. Så for at hun ikke skal lukke sig inde i sig selv, så har jeg valgt at hun ikke skal vide hvorfor jeg har været indlagt eller hvor jeg har været indlagt. 

Mange vil nok mene at jeg er ond eller en dårlig mor når jeg ikke vil se A, men jeg synes ikke hun skal se mig have det sådan her. Det skader mere end det gavner, og jeg bliver sgu nødt til at tænke på hvordan hun ville reagere, hvis hun vidste det. Og jeg ved det ikke ville være positivt. Så derfor har jeg vagt at det skal være sådan her. Heldigvis ved jeg at hun har det super godt hos sin mormor og Jacob, og at hun intet mangler. Og jeg snakker i telefon med hende flere gange om ugen, så det er ikke fordi jeg slet ingen kontakt har med hende. Jeg har bare sat samværene med hende på standby, til jeg har fået det bedre igen, og til at jeg kan være der for hende 200%. 

Tak fordi I ville læse med.

Jeg blev diagnosticeret med PCOS (Polycystisk Ovariesyndrom) for et par år siden, og selvom flere og flere kvinder bliver diagnosticeret med enten PCO eller PCOS, er der mange som slet ikke aner hvad det er, da de fleste vælger ikke at snakke om det, da det er et tabu for mange. Det var det også for mig i starten, men ikke mere. Jeg har langt om længe accepteret at jeg lever med det, og at den ikke bare lige forsvinder af sig selv..

Hvad er PCOS? – PCOS er en tilstand med mange ægblærer i æggestokkene (cyster). Ægblærerne er på 2-9 mm, som er standset i deres udvikling. PCOS er ledsaget af hormonforstyrrelser, som ofte medfører manglende eller sparsomme menstruationer, og kan give vanskelighed ved at opnå graviditet (mange med PCOS lider af barnløshed). Kroppen danner blandt andet også for mange mandlige kønshormoner, som f.eks. kan vises ved unormal hårvækst på krop og ansigt (især på overlæben, hagepartiet og tindingerne), dog er der nogle enkelte som også får uønsket hårvækst ved brystvorterne, mellem brysterne, indersiden af lårene eller fra kønsbenet op til navnlen nederst på maven og så uren hud bedre kendt som akne. Derudover kan man også risikere at få den såkaldte æblefacon, da ca. 65%  kvinder med PCOS er overvægtige. 

Jeg er så en af de ‘heldige’ som døjer med hele undskyld mit sprog, lortet. Udover at leve med uønsket hårvækst, manglende menstruation, barnløshed, diabetes 2, akne og overvægt, er jeg også en af de heldige som døjer med smerter fra cysterne. Faktisk er de så slemme at jeg har fået ordineret morfin piller til at tage det værste, ellers kan jeg slet ikke hænge sammen. Smerterne er så slemme at morfinen kun tager toppen af dem, så man kan roligt sige at det gør pænt nas! Hvis jeg kunne, ville jeg tusinde gange hellere ligge med veer i flere dage, end at have de her smerter, – for de er pænt ud sagt den værste smerte jeg nogensinde har været udsat for!

Selvom mange kvinder syntes sygdommen er et tabu, heriblandt mig selv, har jeg valgt at stå frem og fortælle om min ‘oplevelse’ med sygdommen. Jeg har efterhånden accepteret at jeg har PCOS, og at jeg ikke kan spise det samme som andre kan, har også accepteret at jeg skal vokse mine ben, overlæbe og hage lidt oftere end alle andre, for ellers vil jeg komme til at ligne en mand pga. den uønskede hårvækst. Ja jeg har endda også til dels accepteret at jeg ikke kan få flere børn af mig selv, så hvis jeg endelig beslutter mig for at A engang skal have en lillebror eller lillesøster, ja så skal jeg have hjælp til det. Det er sgu hårdt at acceptere. Men sådan er livet engang imellem. Der er dog en enkelt ting som jeg endnu ikke har accepteret, og det tror jeg heller ikke jeg kommer til.

Jeg har (næsten) altid været en tynd pige, ikke sådan ultra tynd, men tynd. Jeg tog selvfølgelig på under min graviditet med A, og tænkte at det kunne jeg altid smide bagefter, for havde hørt at det ikke ville være så svært. Men jeg blev hurtigt klogere.. Jeg blev diagnosticeret med PCOS nogle måneder efter A kom til verden, og så begyndte alle symptomerne at komme. Jeg indrømmer gerne at jeg ikke tænkte så meget over det i starten, som jeg burde. Og da jeg fik diabetes 2 som følge af PCOS’en, gik det op for mig at jeg blev nødt til at gøre noget, men havde svært ved at acceptere det. Der gik faktisk rimelig lang tid hvor jeg forsøgte at tabe mig, igen og igen, men hvor det blev ved med at mislykkedes, så til sidst opgav jeg. Jeg var meget indlagt en overgang pga. smerterne, og i den forbindelse blev jeg tilknyttet en diætist, og en læge som havde med PCOS at gøre. Jeg blev sat på alt muligt medicin som skulle lindre smerterne og gøre så jeg fik min menstruation igen, men efter 6 måneder uden held rådede lægen mig til at stoppe med dem, så det gjorde jeg. Flere gange spurgte jeg om de ikke kunne gøre noget ved smerterne, da de ikke var til at holde ud, men gang på gang fik jeg at vide at de ikke ville fjerne mine æggestokke så længe jeg var under 25 år.

Den dag idag går det lidt bedre, men smerterne er stadig det samme, så pt. venter jeg på jeg fylder 25 om 3 måneder, så jeg kan bede overlægen om at fjerne mine æggestokke, så jeg forhåbentligt slipper for de her lorte smerter! Derudover er jeg igen igang med at komme af med de satans kilo, og denne her gang går det lidt bedre. Der er røget nogle kilo af og en masse cm fordelt på kroppen, og har endelig fundet ud af hvad jeg kan spise og ikke kan spise, så der er stadig håb forude.. – Jeg ved godt at jeg aldrig kommer af med min PCOS, for det kan ikke kureres. Men jeg ved at hvis jeg bliver normalvægtigt, eller hvis min BMI ryger lidt længere ned, så kan PCOS’en gå i dvale, og symptomerne vil lige så stille forvinde. Og det kan jeg godt leve med. (-:

Det er ingen hemmelighed at min datter Annabel ikke bor hos mig pt., og jeg har før fortalt i et interview i Ude&Hjemme om hvorfor, men kun den korte version. Og da der er mange der stadig spørger ind til hvorfor hun egentligt ikke bor hos mig, har jeg besluttet at fortælle hele historien en gang for alle.

Jeg har haft en hård barndom med daglig mobning, som førte til et mislykket selvmordsforsøg og en langvarig depression, men det er en helt anden historie. Før jeg blev gravid fik jeg piller mod min depression, og stoppede med at tage dem fra den dag jeg stod med to positive graviditetsteste i hånden. Og det gik også fint nok, jeg kunne ikke rigtig mærke noget til depressionen længere. Jeg var ikke længere deprimeret på samme måde, jeg var glad. Men det varede ikke ved.. Et par måneder efter min datter kom til verden, begyndte det at gå i den forkerte retning igen. Jeg var træt konstant, blev sur over ingenting og var i det hele taget bare i dårligt humør hele tiden. Jeg benægtede først selv at der var noget galt, men inderst inde vidste jeg jo udemærket godt at den var helt gal. Det blev faktisk kun værre og værre, og jo længere tid der gik, jo mere gled jeg væk fra A. Og til sidst greb min far og stedmor ind, og kontaktede kommunen. Og det er jeg utrolig glad for den dag idag, selvom jeg ikke var lutter begejstret for det denne gang. Vi fik et møde med en dame fra kommunen som kom hjem for at snakke lidt om hvordan det stod til osv., og i den forbindelse spurgte min far og jeg om det kunne lade sig gøre at jeg kunne komme på morbarnhjem for at bevise at jeg virkelig ville min datter. Det ville de ikke gå med til, da de ikke kunne se der var problemer som sådan, og så var den ikke rigtig længere. Et stykke tid efter endte jeg med at flytte hjem til min mor og stedfar og derfor skiftede jeg også kommune til Aalborg. Det gik rimelig godt i starten, men efter et års tid ca. begyndte det igen at gå den forkerte vej, og min mor bestilte derfor en tid til lægen til mig, så vi kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Lægen lavede en masse test og stillede mig en helveds masse spørgsmål, og kunne hurtigt konkludere at min depression var kommet tilbage, og den havde udviklet sig til en fødselsdepression. Min mor og jeg blev enige om at kontakte kommunen så vi kunne få et møde. Der kom så en dame fra Familiegruppen Nord ud et par dage efter, en rigtig sød dame faktisk. Vi snakkede lidt frem og tilbage og hun tilbød mig så at komme i en slags mødregruppe for forældre som havde svært ved at vænne sig til forældre rollen. Jeg blev tilknyttet et sted som hed Familiehuset Victoria ude i Aalborg, hvor A og jeg skulle komme et par gange om ugen hvor ‘pædagogerne’ derude så skulle observere os, og hvor jeg fik mulighed for at snakke med andre unge mødre i samme situation som mig. I den forbindelse ville kommunen også have de skulle lave en forældrekompetenceundersøgelse på mig, og det var jo fint nok, for jeg ville jo hellere end gerne bevise at jeg ville min datter. I mellemtiden fik jeg det værre og værre, så jeg kom stort set ikke ud på Victoriahuset, som aftalt. Vi fik et nyt møde med sagsbehandleren og vi aftalte at der kunne komme en hjem til os et par gange i ugen, så jeg var fri for at tage til Aalborg, jeg skulle bare komme til møderne med psykologen så jeg kunne få lavet testen.

Det gik fint nok de første par uger, men så stoppede jeg med at komme derude, jeg ved ikke præcis hvorfor, jeg følte mig ikke særlig tilpas derude. Efter en måneds tid cirka, blev vi ringet op af sagsbehandleren som fortalte at de havde lavet testen færdig på trods af at jeg ikke var der til særlig mange af møderne, og ja set i bakspejlet er det min egen skyld og ikke særlig smart. Men altså, vi blev så indkaldt til møde på Familiehuset Victoria sammen med deres leder og vores sagsbehandler, og vi snakkede om udfaldet af testen. Og i den forbindelse fortalte de en masse ting om A, som hverken mig, min mor eller stedfar kunne genkende. Men de var så kommet frem til at jeg var en meget indelukket person med følelsesmæssige problemer, og som havde svært ved at knyttet sig følelsesmæssigt til andre personer. Og på nuværende tidspunkt kunne de ikke se at jeg var i stand til at tage vare på A, og derfor mente de at hun skulle fjernes. Men det var op til sagsbehandleren hvad der skulle ske. Hun skulle snakke med sin leder om testen, og ville kontakte os senere på ugen. Det var virkelig nogle lange dage…

Et par dage efter kom opkaldet, vi skulle til møde allerede ugen efter, hvor lederen ville deltage. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle føle eller sige, jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at vente til mødet. Det blev dagen hvor vi skulle til møde, og min mor havde sagt at vi kunne tage en tur ind til byen bagefter og kigge, så A og min bedste veninde var med. Vi kom derind, og allerede der kunne jeg mærke hvor utilpas jeg var. Vi snakkede frem og tilbage, og sagsbehandleren fortalte at det var meget bekymrende sådan som min situation var. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg gik med til en frivillig anbringelse, da jeg ville gøre alt for at samarbejde, så jeg kunne vise at jeg virkelig gerne ville min datter. Hun ville lave en ‘kontrakt’ som jeg skulle underskrive, så anbringelsen kunne træde i kraft, og den ville hun så sende senere på ugen. Jeg spurgte hvor lang tid der ville gå før A skulle hen til en anden familie og bo, og hun fortalte at de ville have fundet en familie om små 14 dages tid. Så kom tårerne. Jeg følte mig knækket, følte min verden faldt sammen. Alle følelser væltede frem, tror jeg var hele følelses registreret igennem. Vi aftalte at snakkes ved senere på ugen, så jeg lige kunne få lov til at bearbejde det. Da vi kom hjem igen, snakkede min mor og jeg det hele igennem og jeg spurgte hende om hun ikke kunne tænke sig at tage sig af A mens jeg fik det bedre, og selvfølgelig ville hun det. Så jeg kontaktede sagsbehandleren med det samme og sagde min mor og stedfar gerne ville træde til og fungere som plejefamilie for min datter hvis det kunne lade sig gøre. Senere snakkede jeg med min far og stedmor om det hele, og de ville også gerne træde til hvis det var det. Så det fik sagsbehandleren at vide, og derfor skulle både min mor, stedfar, min far og min stedmor igennem en masse forskellige test for at kunne blive godkendt som plejefamilie. Der gik et par uger og endelig kom opkaldet jeg havde havde ventet længe på, min mor og stedfar var blevet godkendt til at være plejefamilie og A skulle derfor anbringes i netværkspleje hos dem.

 Anbringelsen ville træde i kraft allerede fra den næste måned, så jeg havde lige pludselig travlt med at finde min egen lejlighed da jeg ikke kunne blive boende hos min mor og stedfar, nu når A skulle være i pleje der. Jeg fik en lejlighed i Kaas og flyttede efter 14 dage. Det var utrolig hårdt ikke at skulle have A med, men jeg vidste at hun var i de bedste hænder. Vi fik aftalt samvær og sådan noget inden jeg flyttede for alvor, og det var jo fint nok. Nu ville hun få alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke var i stand til at give hende på det tidspunkt. Jeg skulle have A på samvær fra lørdag til søndag hveranden weekend og det gik super godt, indtil hun begyndte at reagere negativt på samværene. Det var utrolig hårdt at høre, og mit samvær blev derfor sat ned til 3 timer hveranden lørdag og sådan varede det i godt og vel 2 års tid. Efterfølgende blev samværene sat op til 6 timer, da hun ikke længere reagerede negativt på samværene, og det var positivt! Nu var hun efterhånden blevet 4 år, og forstod meget mere. Hun begyndte at spørge ind til hvorfor hun ikke boede hos mig, og hvornår jeg kom hjem til hende og mormor igen, utrolig hårdt at høre sådan nogle ord fra sin egen datter. Jeg fik fortalt hende at mor var syg, så derfor boede hun hos mormor til mor fik det bedre. Det var til at forstå for hende. Jeg levede i min egen lille verden, fik det dårligere og dårligere for hver dag, skubbede min familie og mine veninder længere og længere væk. Jeg var virkelig kommet langt ud, og jeg besluttede mig for at tage til lægen. Jeg blev henvist til psykiatrisk sygehus, hvor jeg skulle i et forløb med en psykolog da jeg før havde forsøgt selvmord og var tidligere selvskader, så jeg skulle komme til samtale derude en gang om ugen. Det var faktisk rart endelig at snakke med en om hvordan jeg havde det, og hvor fanget jeg egentligt følte mig, for det gjorde jeg. Jeg blev også tilknyttet en psykolog i Aalborg, som skulle hjælpe mig med at komme igennem fødselsdepressionen og komme helskindet ud på den anden side, hvor jeg også skulle komme en gang on ugen. Lægen fulgte mig nøje, og da jeg efter 1 1/2 års tid sluttede forløbet ude på psykiatrisk sygehus og hos psykologen da de ikke længere mente jeg havde brug for deres hjælp, da min fødselsdepression faktisk var ikke eksisterende længere, aftalte min læge og jeg, at jeg skulle komme til tjek mindst hver 3 måned, for at sikre at depressionen ikke kom igen. Det var det her jeg havde ventet på, jeg var endelig blevet rask igen. Nu kunne jeg give min datter alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke kunne før, nu kunne jeg være mor på fuldtid og give hende alt min opmærksomhed.

Annabel er stadig anbragt i dag, 4 år senere. Jeg har ikke følt mig klar til at bede om hjemgivelse endnu, da jeg ville være sikker på at hun ikke pludselig ville reagere negativt på samværene igen, som hun gjorde i starten. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke har været hårdt, for det har det virkelig og det er det stadig! Jeg savner hende hver eneste ene eneste dag, og jeg har mest af alt bare lyst til at hente hende hjem, men det kan jeg ikke bare. Vi er begge kommet så langt nu, A er startet i skole og klarer sig simpelthen så godt og jeg har endelig fået styr på mit liv igen, er blevet erklæret rask, gang i uddannelse og fast bopæl. Jeg har ikke fået andet end masser af ros fra sagsbehandleren de sidste par år, når vi har været til statusmøde. Kontakten mellem A og mig selv er også blevet rigtig stærk, faktisk har den aldrig været bedre. Der er mange som ikke forstår mit valg, og der er nok mange som vil se skævt til mig efter jeg har valgt at fortælle det her til alle, bogstavelig talt. Men jeg er ligeglad, jeg gjorde hvad jeg synes var bedst for min datter. Jeg var virkelig langt nede, kunne faktisk ikke komme længere ned. Jeg havde brug for hjælp, og det fik jeg. Og takket være den hjælp, kan jeg med hånden på hjertet sige at jeg aldrig har haft det bedre. Der er mange der siger jeg har svigtet min datter, at jeg ikke burde få hende hjem igen, at jeg ikke egner mig som mor osv. Og det gør virkelig ondt! Ja jeg svigtede hende, det vil jeg ikke benægte, for det gjorde jeg og det vil jeg nok aldrig tilgive mig selv for. Jeg ved hun nok skal komme hjem og bo igen, men lige nu tager vi tingene i hendes tempo, så når hun er klar, så kommer hun hjem.

Jeg synes det er sjovt at læse små facts hos de forskellige bloggere rundt omkring, og så indså jeg at jeg aldrig har lavet sådan et indlæg før. Og tænkte det kunne være meget sjovt at prøve. Måske får I også lyst til at dele nogle facts om jer selv? :-). Her er hvertfald 10 ting om mig.

1. Jeg er super afhængig af spillet Subway Surfers, jeg spiller det konstant! Faktisk er det dét første jeg gør når jeg står op, og det sidste jeg gør når jeg går i seng. Hahah, er virkelig mærkelig..
2. Jeg elsker seriøst. Som i dybt afhængig elsker Pretty Little Liars! Jeg har set alle sæsoner, og ugerne op til sæson 6 blev udgivet på Popcorntime, sad jeg hver dag og tjekkede om det var kommet derind. Jeg følger PLL overalt, for at være sikker på jeg ikke går glip af en nyhed. Det er seriøst den bedste serie jeg har set!
3. Jeg køber alt for meget makeup. Det synes min familie hvert fald. Det er yderst sjældent jeg går med makeup, men alligevel kan jeg ikke lade være med at købe det. Må virkelig lære at beherske mig.
4. Når jeg ser fjernsyn, hører musik eller lignende skal lydstyrken altid være på et lige tal. Jeg aner ikke hvorfor jeg har det sådan, men jeg kan virkelig få det helt dårligt hvis lydstyrken ikke er på et lige tal. Andre der har det på samme måde? Eller er jeg bare mærkelig?
5. Jeg griner over ingenting! Det er virkelig slemt. Uanset om det er sjovt eller ej, griner jeg. Det er sgu ikke så sjovt faktisk.
6. Jeg elsker gele negle, og faktisk er det yderst sjældent jeg ikke har negle på. Jeg bliver hurtig træt af at se på de samme, så jeg skifter form/design cirka hver uge.
7. Jeg kan virkelig ikke lide blod.. Jeg bliver helt dårlig hvis jeg ser det, og så føles det som om jeg skal besvime.
8. Jeg er aldrig kommet mig over min første rigtige kæreste, selvom det er flere år siden vi var sammen. Og det er nok også en af grundene til jeg har det så svært med kærlighed den dag i dag.
9. Jeg går aldrig i byen. Faktisk er det yderst sjældent jeg overhovedet drikker, det siger mig simpelthen ingenting mere. Det er nok 1 gang om året det sker.
10. Jeg er familie menneske med stort F! Jeg elsker at være sammen med min familie, og er sammen med dem stort set hver dag. Faktisk tilbringer jeg mere tid med min familie, end med mine veninder. Men okay, de fleste af mine veninder bor også mere end en time væk.

Som overskriften siger, er jeg nu mor til et skole barn :-o. Det er stadig helt urealistisk.. Tænk min lille pige er blevet så stor.. Hvor er tiden lige blevet af!?

Den 10 august var en kæmpe dag for mig, OG for min datter. Det var dagen hun havde glædet sig til i flere måneder. Og nu var den endelig kommet.. Min lille pige skulle starte i skole. 😮 Forstår stadig ikke hvor tiden er blevet af. Hun klarede det simpelthen SÅ godt!

Hun havde været med mormor ude og købe skoletaske og nyt tøj, så hun kunne være ekstra fin på sin første skoledag, og det VAR hun bestemt! Hun var meget nervøs, og det indrømmer jeg også gerne at jeg var. Måtte da også kæmpe flere gange for ikke at give mig til at vræle.. Men okay! Det er sgu også en stor ting at ens barn skal starte i 0. klasse! Både min mor og jeg var der sammen med hende, og det tror jeg at tullerøv var glad for. Vi skulle starte med at synge morgensang med alle de andre klasser, og derefter blev vi vist ned til børnehaveklasserne, hvor de så skulle finde deres pladser hvor der var navneskilte. Så fik vi lidt info at vide og så blev alle vi forældre sendt over i dussen for at få en kop kaffe, mens alle børnene sad og fik kage og lærte hinanden bedre at kende. Efter en lille times tid blev vi forældre hentet igen, og tullerøb begyndte straks at fortælle mig hvad de havde lavet mens vi var væk, med det største smil på læben. Der var ingen tvivl om at hun var glad for at være startet i skole..

Jeg kunne godt mærke at min lille pige var blevet stor. Hun er simpelthen så glad for at gå i skole. Hun er super dygtig til at skrive og hun er også blevet bedre til at læse. :’) Det går virkelig alt for hurtigt! Nu er hun jo ikke min lille pige mere..

Jeg har fået en masse henvendelser fra folk som spørger ind til min bedste veninde, og hvad hun fejler. Og nu har jeg fået hendes tilladelse til at skrive hendes historie. Den er meget barsk..

Cecilie som min bedste veninde hedder, havde i længere tid døjet med mellemørebetændelse og det blev ved  med at komme igen. En dag vågner hun op og er fuldstændig lammet i venstre side af ansigtet. Hun bliver så indlagt på Aalborg Universitets Hospital og bliver lagt i fuld narkose og får sprunget begge trommehinder. Hun bliver så udskrevet men får det dårligere og dårligere hvorefter hun så bliver indlagt igen og bliver opereret bag ved øret. De kan stadig ikke finde ud af hvad der er galt med hende, og imellem tiden bliver hun dårligere og dårligere. En dag i august ligger hun sig til at sove og vågner først op to dage senere. Hendes hjerne gik i krampe og det samme gjorde hendes krop, da hendes mor fandt hende i hospitalssengen var det ved at gå grueligt galt, da hun kun 5 minutter senere får hjertestop og må have adrenalin skudt direkte i hjertet for at få det igang igen. De får gang i hjertet igen, og de beslutter sig for at lægge hende i kunstig koma for at hendes hjerne og muskler kan få lov til at slappe af. Hun får foretaget en MR-scanning og en rygmarvsprøve som intet viser, men ved MR-scanningen kan de se aktivitet ved venstre hjernehinde og i mellemøret, så de beslutter sig for at operere hende mens hun stadig ligger i kunstig koma. Hun bliver opereret gennem næsen, og her finder de ud af at hun har en sygdom som hedder Wegners Granumatolose.

 Wegners Granumatolose er en sygdom som oftes rammer folk i 40-50 års alderen hvor den sætter sig i ens nyre. Det er derfor Cecilies gren af sygdommen er sjælden, da den har sat sig i hendes hoved, venstre mellemøre og hjernehinde. Den er så sjælden at hun er den eneste i Skandinavien med den her gren af sygdommen. Også fordi hun er så ung og er en ‘kvinde’, det er ikke set før. Hendes immunforsvar angriber også sig selv, hvilket vil sige hun faktisk slet ikke har noget immunforsvar. Det vil også sige hun bliver meget lettere syg og kan få lungebetændelse og jeg ved ikke hvad.. Sygdommen ramte en nervebane i ansigtet, og det førte til lammelsen i venstre side. 

Cecilie er en meget høj pige, 176 cm høj og burde veje over de 60 kg, men på et tidspunkt var hun nede og veje 45 kg. På vej på intensiv bliver hun lagt i kunstig koma pga hendes hjerterytme ikke er normal, som hun ligger i, i to dage. Og efter de to dage mente lægerne godt de kunne vække hende. Hun var snot forvirret og kan ikke rigtig huske noget, andet end at hun spørger om hun må få en milkshake fra MacDonalds. Dagen efter vågner hun så op ‘for real’, og lægerne spørger hende om hun vil op på den nye afdeling, men hun beder om at blive på intensiv en dag mere. Hendes hjerterytme var stadig ustabil, især når hun sov. Der kom derfor en læge og tjekkede hende hver time da de skulle være sikker på at alt var som det skulle være. De var meget obs på hende.

Det er nu 2 år siden, og hun er kommet meget langt fra hvor hun startede.. Hun har fundet sig en rigtig sød kæreste, som gør alt for hende og som støtter hende så meget som han nu kan. Hun går til kontrol hver 3 måned, hvor hun får taget blodprøver og urinprøver. Hun tager dagligt binyrebarkhomon, for at holde sygdommen ved lige. Cirka hvert halve år til hele år får hun foretaget en MR-scanning for at tjekke aktiviteten ved hjernehinden og i mellemøret. Hun får ligeledes behandling hver 4 måned alt afhænging af hvordan kontolbesøgene ender, behandlingen går ud på at hun får IV, hvor det bliver pumpet direkte ind i blodet for at mindske hendes kraftige hovedpiner.

Vi alle har nogle ting vi bare godt kunne tænke os at prøve inden vi dør. Jeg har samlet 10 ting, som jeg bare skal prøve inden jeg dør.

1. Faldskærmsudspring.  Selvom jeg er pisse rad for højder, og for at flyve i det hele taget, bliver jeg simpelthen bare nødt til at prøve det, også selvom jeg ved jeg virkelig skal overtales til det, før jeg gør det. Men det skal prøves!

2. Stå øverst oppe i Eiffeltårnet. Jeg har altid gerne villet til Paris, for at opleve kærlighedens by, men at kunne stå og nyde udsigten fra Eiffeltårnet er helt sikkert noget som jeg bare skal prøve.

3. Shopping. Hvem elsker ikke shopping altså? At tage på den vildeste shopping tur til enten New York eller Los Angeles med min bedste veninde, er også en af de få ting jeg rigtig gerne vil prøve.

4. Tilbringe nytårsaften i New York. Det er bare noget der skal prøves altså. Når man ser det i film, ser det simpelthen så fantastisk ud. Og kunne få muligheden for at opleve det selv, ville være en kanon oplevelse. Bare at se hvordan de fejrer det derovre, i forhold til hvordan vi fejrer det herhjemme. Tror slet ikke det kan sammenlignes. Haha.

5. Roadtrip gennem USA. Det siger lidt sig selv. At kunne rejse gennem USA med min bedste veninde kunne virkelig være det fedeste. Der er så mange ting der er værd at se, som man ikke rigtig har mulighed for ellers.

6. Få mit prinsesse bryllup. Jeg skal kun giftes en gang, så når jeg engang skal giftes, skal det være helt gennemført perfekt. Der skal ikke mangle det mindste. Det skal simpelthen bare være drømme brylluppet.

7. Lære at dykke. Jeg vil SÅ gerne prøve at dykke med delfiner, eller andre dyr. Det ville være en super fed oplevelse.

8. En tur til Disney World. At kunne tage min datter med i Disney World, er helt klart det største ønske jeg har. At kunne give hende den oplevelse, ville være det hele værd.

9. Lære et andet sprog. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lære spansk eller fransk, men kan dårligt nok snakke engelsk så chancen for det bliver opfyldt, er minimalt. Men det kunne være super fedt..

10. Skrive en bog. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at skrive en bog. Ikke fordi alle andre gør det (okay overdrivelse), men fordi jeg har været igennem meget mere end folk kunne forestille sig, og det er ekstremt svært at gå med selv. Så at kunne skrive en bog om mit liv, og den sværeste beslutning i mit liv, ville være en fed ide.

Jeg begyndte at interessere mig for gele negle da jeg var omkring de 17 år, og besluttede mig for at købe et  billigt startsæt på nettet, sådan noget rigtig Kina lort. Jeg anede ikke en skid om det da jeg startede, og det fortryder jeg bittert den dag idag. For det bed mig i røven senere hen..

Efter nogle måneders forbrug begyndte mine fingre at klø når jeg havde negle på, fik små vabler på fingrene og de hævede helt op. Jeg tog til lægen som sendte mig videre til en hudlæge, og svaret var soleklart. Jeg havde udviklet allergi. Jeg fik at vide at jeg ikke måtte komme i kontakt med nogen former for gele eller andre kemikalier i mindst 6 måneder, så jeg besluttede mig for at sælge alt mit neglegrej.

Omkring 2 år efter var mine negle og fingre nogenlunde normale igen, så jeg besluttede mig for at ville igang med at lave negle igen, men denne gang ville jeg være sikker på hvad jeg lavede. Så jeg gik igang med at undersøge de forskellige mærker, se en masse videoer og læse en masse om det, ville ikke risikere noget denne gang. Så efter 1 års tid, besluttede jeg mig for at købe et startsæt igen, kunne ikke rigtig finde et jeg ville have så jeg fik lov til at købe alle mine stedmors negleting, og så kunne jeg altid købe ekstra. Nu havde jeg noget at starte med.. Siden da er min ‘samling’ vokset gevaldigt. Jeg køber alt mit neglelir såsom glimmer, pensler, file osv på eBay, alt faktisk bortset fra gele og andet med kemikalier i. Så det køber jeg gennem Nail4you, NailMania eller Farsibella. Som alle sammen er super gode mærker, og de er EU godkendt, så ingen fare der. Og det er jo bare fantastisk (y).

Der er mange piger der starter med at lave negle, og det er jo kun godtnok, men de glemmer helt at sætte sig ind i det først. For det er altså ikke bare lige sådan at lave negle, der er en masse viden man skal vide først. Hvis man ikke ved hvad man laver, kan man ende med meget grimme skader på fingerne og neglene, og de kan være permanente. Så piger, gør jer selv den tjeneste at læs lidt om det inden I beslutter jer for at begynde at lave negle, for det er sgu kemikalier I leger med. Og lad for guds skyld være med at købe et startsæt fra TREND, eBay, Wish, Lightinthebox eller lignende, da det er stærkt allergifremkalende. Køb istedet godkendte produkter, ellers er det sgu ris til egen røv.

Jeg er stadig ikke helt så god som jeg gerne vil være, men jeg lærer hver dag. Jeg suger alt viden til mig, fra forskellige grupper på facebook, videoer på youtube og læser alt info som jeg kan komme til. Ligeså snart jeg har råd til det, vil jeg tage uddannelsen. Billederne ovenover er nogle af de negle jeg har lavet. :’-)

En ting er ihvertfald sikkert, jeg bruger aldrig mere falske øjenvipper!

 Jeg sad igår og skulle putte falske øjenvipper på, havde puttet lim på selve vippen og idet jeg skal sætten vippen på øjenlåget, åbner jeg mit øje i ren refleks så limen kommer ind i selve øjet. Jeg får et kæmpe chok og tager mig hurtigt til øjet, da det gør pisse ondt. Jeg skynder mig at skylle det med koldt vand igen og igen. Efter et stykke tid er det stadig ikke blevet bedre, og Cecilie siger jeg skal kontakte vagtlægen med det samme, og det gør jeg.

Jeg sidder i kø i 10 minutters tid, og da jeg endelig kommer igennem beder hun mig komme med det samme og få det tjekket, så jeg vælger at tage bussen til Aalborg så jeg kunne få det tjekket. Jeg kunne slet ikke åbne mit øje uden det gjorde pisse ondt, og det blev faktisk bare helt sort. Jeg kommer så derud, og venter kun i omkring 10 minutter før jeg kommer ind.

Det er en rigtig flink mand jeg kommer ind til, som beder mig lægge mig på briksen så han kan undersøge mit øje. Han kigger hurtigt på mit øje og siger han så vil bedøve mit øje og derefter lave en farveprøve for at se om der skulle være nogle ætsninger. Det skal lige siges at jeg virkelig hader læger, så var virkelig nervøs. Lå og fik helt koldsved og jeg ved ikke hvad. Men han fik det gjort, og fortæller så at han kan se der er en ætsning på mit øje, kun få millimeter fra hornhinden, så var ekstremt heldig. Han drypper mit øje med nogle specielle øjendråber og ‘pakker’ mit øje ind med en klap for øjet. Han fortæller mig at jeg skal dryppe mit øje 2x dagligt de næste 5 dage, og klappen skal være på døgnet rundt da mit øje er ekstremt lysfølsomt og reagerer på lyset. Hvis ikke det var blevet bedre efter de 5 dage, ville han se mig igen og så ville han tjekke mit syn, for at se om det skulle være blevet skadet.

Jeg er ekstremt heldig for at der ikke skete mere end der gjorde, og kan sige med sikkerhed at jeg ikke vil bruge falske øjenvipper igen. Det kan godt være det ikke sker igen, men jeg vil bare ikke tage den chance, så hellere gå med lidt mere mascara. (y)