Historien bag min datters anbringelse.

Tullerøv og mig

Det er ingen hemmelighed at min datter Annabel ikke bor hos mig pt., og jeg har før fortalt i et interview i Ude&Hjemme om hvorfor, men kun den korte version. Og da der er mange der stadig spørger ind til hvorfor hun egentligt ikke bor hos mig, har jeg besluttet at fortælle hele historien en gang for alle.

Jeg har haft en hård barndom med daglig mobning, som førte til et mislykket selvmordsforsøg og en langvarig depression, men det er en helt anden historie. Før jeg blev gravid fik jeg piller mod min depression, og stoppede med at tage dem fra den dag jeg stod med to positive graviditetsteste i hånden. Og det gik også fint nok, jeg kunne ikke rigtig mærke noget til depressionen længere. Jeg var ikke længere deprimeret på samme måde, jeg var glad. Men det varede ikke ved.. Et par måneder efter min datter kom til verden, begyndte det at gå i den forkerte retning igen. Jeg var træt konstant, blev sur over ingenting og var i det hele taget bare i dårligt humør hele tiden. Jeg benægtede først selv at der var noget galt, men inderst inde vidste jeg jo udemærket godt at den var helt gal. Det blev faktisk kun værre og værre, og jo længere tid der gik, jo mere gled jeg væk fra A. Og til sidst greb min far og stedmor ind, og kontaktede kommunen. Og det er jeg utrolig glad for den dag idag, selvom jeg ikke var lutter begejstret for det denne gang. Vi fik et møde med en dame fra kommunen som kom hjem for at snakke lidt om hvordan det stod til osv., og i den forbindelse spurgte min far og jeg om det kunne lade sig gøre at jeg kunne komme på morbarnhjem for at bevise at jeg virkelig ville min datter. Det ville de ikke gå med til, da de ikke kunne se der var problemer som sådan, og så var den ikke rigtig længere. Et stykke tid efter endte jeg med at flytte hjem til min mor og stedfar og derfor skiftede jeg også kommune til Aalborg. Det gik rimelig godt i starten, men efter et års tid ca. begyndte det igen at gå den forkerte vej, og min mor bestilte derfor en tid til lægen til mig, så vi kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Lægen lavede en masse test og stillede mig en helveds masse spørgsmål, og kunne hurtigt konkludere at min depression var kommet tilbage, og den havde udviklet sig til en fødselsdepression. Min mor og jeg blev enige om at kontakte kommunen så vi kunne få et møde. Der kom så en dame fra Familiegruppen Nord ud et par dage efter, en rigtig sød dame faktisk. Vi snakkede lidt frem og tilbage og hun tilbød mig så at komme i en slags mødregruppe for forældre som havde svært ved at vænne sig til forældre rollen. Jeg blev tilknyttet et sted som hed Familiehuset Victoria ude i Aalborg, hvor A og jeg skulle komme et par gange om ugen hvor ‘pædagogerne’ derude så skulle observere os, og hvor jeg fik mulighed for at snakke med andre unge mødre i samme situation som mig. I den forbindelse ville kommunen også have de skulle lave en forældrekompetenceundersøgelse på mig, og det var jo fint nok, for jeg ville jo hellere end gerne bevise at jeg ville min datter. I mellemtiden fik jeg det værre og værre, så jeg kom stort set ikke ud på Victoriahuset, som aftalt. Vi fik et nyt møde med sagsbehandleren og vi aftalte at der kunne komme en hjem til os et par gange i ugen, så jeg var fri for at tage til Aalborg, jeg skulle bare komme til møderne med psykologen så jeg kunne få lavet testen.

Det gik fint nok de første par uger, men så stoppede jeg med at komme derude, jeg ved ikke præcis hvorfor, jeg følte mig ikke særlig tilpas derude. Efter en måneds tid cirka, blev vi ringet op af sagsbehandleren som fortalte at de havde lavet testen færdig på trods af at jeg ikke var der til særlig mange af møderne, og ja set i bakspejlet er det min egen skyld og ikke særlig smart. Men altså, vi blev så indkaldt til møde på Familiehuset Victoria sammen med deres leder og vores sagsbehandler, og vi snakkede om udfaldet af testen. Og i den forbindelse fortalte de en masse ting om A, som hverken mig, min mor eller stedfar kunne genkende. Men de var så kommet frem til at jeg var en meget indelukket person med følelsesmæssige problemer, og som havde svært ved at knyttet sig følelsesmæssigt til andre personer. Og på nuværende tidspunkt kunne de ikke se at jeg var i stand til at tage vare på A, og derfor mente de at hun skulle fjernes. Men det var op til sagsbehandleren hvad der skulle ske. Hun skulle snakke med sin leder om testen, og ville kontakte os senere på ugen. Det var virkelig nogle lange dage…

11002232_1437686346523123_1940381952_o

Et par dage efter kom opkaldet, vi skulle til møde allerede ugen efter, hvor lederen ville deltage. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle føle eller sige, jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at vente til mødet. Det blev dagen hvor vi skulle til møde, og min mor havde sagt at vi kunne tage en tur ind til byen bagefter og kigge, så A og min bedste veninde var med. Vi kom derind, og allerede der kunne jeg mærke hvor utilpas jeg var. Vi snakkede frem og tilbage, og sagsbehandleren fortalte at det var meget bekymrende sådan som min situation var. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg gik med til en frivillig anbringelse, da jeg ville gøre alt for at samarbejde, så jeg kunne vise at jeg virkelig gerne ville min datter. Hun ville lave en ‘kontrakt’ som jeg skulle underskrive, så anbringelsen kunne træde i kraft, og den ville hun så sende senere på ugen. Jeg spurgte hvor lang tid der ville gå før A skulle hen til en anden familie og bo, og hun fortalte at de ville have fundet en familie om små 14 dages tid. Så kom tårerne. Jeg følte mig knækket, følte min verden faldt sammen. Alle følelser væltede frem, tror jeg var hele følelses registreret igennem. Vi aftalte at snakkes ved senere på ugen, så jeg lige kunne få lov til at bearbejde det. Da vi kom hjem igen, snakkede min mor og jeg det hele igennem og jeg spurgte hende om hun ikke kunne tænke sig at tage sig af A mens jeg fik det bedre, og selvfølgelig ville hun det. Så jeg kontaktede sagsbehandleren med det samme og sagde min mor og stedfar gerne ville træde til og fungere som plejefamilie for min datter hvis det kunne lade sig gøre. Senere snakkede jeg med min far og stedmor om det hele, og de ville også gerne træde til hvis det var det. Så det fik sagsbehandleren at vide, og derfor skulle både min mor, stedfar, min far og min stedmor igennem en masse forskellige test for at kunne blive godkendt som plejefamilie. Der gik et par uger og endelig kom opkaldet jeg havde havde ventet længe på, min mor og stedfar var blevet godkendt til at være plejefamilie og A skulle derfor anbringes i netværkspleje hos dem.

 Anbringelsen ville træde i kraft allerede fra den næste måned, så jeg havde lige pludselig travlt med at finde min egen lejlighed da jeg ikke kunne blive boende hos min mor og stedfar, nu når A skulle være i pleje der. Jeg fik en lejlighed i Kaas og flyttede efter 14 dage. Det var utrolig hårdt ikke at skulle have A med, men jeg vidste at hun var i de bedste hænder. Vi fik aftalt samvær og sådan noget inden jeg flyttede for alvor, og det var jo fint nok. Nu ville hun få alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke var i stand til at give hende på det tidspunkt. Jeg skulle have A på samvær fra lørdag til søndag hveranden weekend og det gik super godt, indtil hun begyndte at reagere negativt på samværene. Det var utrolig hårdt at høre, og mit samvær blev derfor sat ned til 3 timer hveranden lørdag og sådan varede det i godt og vel 2 års tid. Efterfølgende blev samværene sat op til 6 timer, da hun ikke længere reagerede negativt på samværene, og det var positivt! Nu var hun efterhånden blevet 4 år, og forstod meget mere. Hun begyndte at spørge ind til hvorfor hun ikke boede hos mig, og hvornår jeg kom hjem til hende og mormor igen, utrolig hårdt at høre sådan nogle ord fra sin egen datter. Jeg fik fortalt hende at mor var syg, så derfor boede hun hos mormor til mor fik det bedre. Det var til at forstå for hende. Jeg levede i min egen lille verden, fik det dårligere og dårligere for hver dag, skubbede min familie og mine veninder længere og længere væk. Jeg var virkelig kommet langt ud, og jeg besluttede mig for at tage til lægen. Jeg blev henvist til psykiatrisk sygehus, hvor jeg skulle i et forløb med en psykolog da jeg før havde forsøgt selvmord og var tidligere selvskader, så jeg skulle komme til samtale derude en gang om ugen. Det var faktisk rart endelig at snakke med en om hvordan jeg havde det, og hvor fanget jeg egentligt følte mig, for det gjorde jeg. Jeg blev også tilknyttet en psykolog i Aalborg, som skulle hjælpe mig med at komme igennem fødselsdepressionen og komme helskindet ud på den anden side, hvor jeg også skulle komme en gang on ugen. Lægen fulgte mig nøje, og da jeg efter 1 1/2 års tid sluttede forløbet ude på psykiatrisk sygehus og hos psykologen da de ikke længere mente jeg havde brug for deres hjælp, da min fødselsdepression faktisk var ikke eksisterende længere, aftalte min læge og jeg, at jeg skulle komme til tjek mindst hver 3 måned, for at sikre at depressionen ikke kom igen. Det var det her jeg havde ventet på, jeg var endelig blevet rask igen. Nu kunne jeg give min datter alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke kunne før, nu kunne jeg være mor på fuldtid og give hende alt min opmærksomhed.

424456_143404015779890_100003308779927_176576_1794508845_n

Annabel er stadig anbragt i dag, 4 år senere. Jeg har ikke følt mig klar til at bede om hjemgivelse endnu, da jeg ville være sikker på at hun ikke pludselig ville reagere negativt på samværene igen, som hun gjorde i starten. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke har været hårdt, for det har det virkelig og det er det stadig! Jeg savner hende hver eneste ene eneste dag, og jeg har mest af alt bare lyst til at hente hende hjem, men det kan jeg ikke bare. Vi er begge kommet så langt nu, A er startet i skole og klarer sig simpelthen så godt og jeg har endelig fået styr på mit liv igen, er blevet erklæret rask, gang i uddannelse og fast bopæl. Jeg har ikke fået andet end masser af ros fra sagsbehandleren de sidste par år, når vi har været til statusmøde. Kontakten mellem A og mig selv er også blevet rigtig stærk, faktisk har den aldrig været bedre. Der er mange som ikke forstår mit valg, og der er nok mange som vil se skævt til mig efter jeg har valgt at fortælle det her til alle, bogstavelig talt. Men jeg er ligeglad, jeg gjorde hvad jeg synes var bedst for min datter. Jeg var virkelig langt nede, kunne faktisk ikke komme længere ned. Jeg havde brug for hjælp, og det fik jeg. Og takket være den hjælp, kan jeg med hånden på hjertet sige at jeg aldrig har haft det bedre. Der er mange der siger jeg har svigtet min datter, at jeg ikke burde få hende hjem igen, at jeg ikke egner mig som mor osv. Og det gør virkelig ondt! Ja jeg svigtede hende, det vil jeg ikke benægte, for det gjorde jeg og det vil jeg nok aldrig tilgive mig selv for. Jeg ved hun nok skal komme hjem og bo igen, men lige nu tager vi tingene i hendes tempo, så når hun er klar, så kommer hun hjem.

Er nu mor til et skolebarn :-o.

Som overskriften siger, er jeg nu mor til et skole barn :-o. Det er stadig helt urealistisk.. Tænk min lille pige er blevet så stor.. Hvor er tiden lige blevet af!?

 ssssss

Den 10 august var en kæmpe dag for mig, OG for min datter. Det var dagen hun havde glædet sig til i flere måneder. Og nu var den endelig kommet.. Min lille pige skulle starte i skole. 😮 Forstår stadig ikke hvor tiden er blevet af. Hun klarede det simpelthen SÅ godt!

Hun havde været med mormor ude og købe skoletaske og nyt tøj, så hun kunne være ekstra fin på sin første skoledag, og det VAR hun bestemt! Hun var meget nervøs, og det indrømmer jeg også gerne at jeg var. Måtte da også kæmpe flere gange for ikke at give mig til at vræle.. Men okay! Det er sgu også en stor ting at ens barn skal starte i 0. klasse! Både min mor og jeg var der sammen med hende, og det tror jeg at tullerøv var glad for. Vi skulle starte med at synge morgensang med alle de andre klasser, og derefter blev vi vist ned til børnehaveklasserne, hvor de så skulle finde deres pladser hvor der var navneskilte. Så fik vi lidt info at vide og så blev alle vi forældre sendt over i dussen for at få en kop kaffe, mens alle børnene sad og fik kage og lærte hinanden bedre at kende. Efter en lille times tid blev vi forældre hentet igen, og tullerøb begyndte straks at fortælle mig hvad de havde lavet mens vi var væk, med det største smil på læben. Der var ingen tvivl om at hun var glad for at være startet i skole..

Jeg kunne godt mærke at min lille pige var blevet stor. Hun er simpelthen så glad for at gå i skole. Hun er super dygtig til at skrive og hun er også blevet bedre til at læse. :’) Det går virkelig alt for hurtigt! Nu er hun jo ikke min lille pige mere..

Sådan går det med os idag..

Der er mange der har spurgt om hvordan det går med Annabel den dag idag, hvordan hun har det osv., så jeg har besluttet at lave et indlæg om hvordan det går med os begge to efter hele medieræset har lagt sig.

 Annabel er blevet 5 år, eller det vil sige hun fylder 6 år til juni og så starter hun i skole til august! :-o.  Hun går på den store stue i børnehaven og glæder sig til at skulle starte i 0 klasse. Jeg derimod synes det er fuldstændig surrealistisk at hun allerede skal starte i skole, det er jo min lille pige vi snakker om! Eller lille er hun så ikke mere.. Hun bliver stor alt for hurtigt, stop tiden please. Hun har endda tabt sin nummer 3 rokketand, og har allerede endnu en rokketand. Der sker simpelthen så meget med hende lige fortiden.

Der er sket en hel del siden min medvirken i De Unge Mødre. Jeg tog det sværeste valg nogensinde og frivilligt anbringe Annabel i netværkspleje ved min mor og stedfar, da jeg gik ned med en depression og simpelthen ikke havde overskud til hende, eller noget andet for den sags skyld. Det var ekstremt hårdt at skulle indse, men det var det rigtige at gøre. Hun fik den omsorg som hun havde brug for, og som jeg ikke var klar til at give hende. Imens kunne jeg koncentrere mig om at blive rask og komme ovenpå igen, og det lykkedes. Jeg er 100% fri af depressionen, jeg har fået masser af ny energi og overskud, er igang med uddannelse og ved at søge ny lejlighed. Samværene med Annabel var rigtige svære i starten, da hun reagerede negativt på dem da hun ikke rigtig kunne forholde sig til at hun ikke skulle være hos mig, og det var da også ekstremt hårdt for mig at jeg ikke bare kunne sætte mig ned og forklare hende hvordan det hele hang sammen.

Det tog rigtig mange måneder før hun begyndte at reagere positivt på samværene, hun begyndte at forstå at mor boede et andet sted og at hun skulle besøge mig hveranden lørdag. Hun begyndte at glæde sig, og fortælle om hvad vi havde lavet når hun blev hentet igen. Langt om længe kørte det bare. Jeg fik masser af ros af sagsbehandleren, og de kunne tydeligt se en forskel på mig nu og hvordan jeg var for 3 år siden.

Annabel er blevet en utrolig følsom pige, som der skal tages en del hensyn til. Hun har været meget igennem i sit korte liv, hun havde et super godt forhold til sin far som hun nåede at blive rigtig glad for inden han stoppede med at komme fordi han ikke var klar. Hun reagerede voldsomt på det, og havde rigtig svært ved at acceptere det. Jo ældre hun blev, jo flere spørgsmål blev der stillet. ‘Gider far mig ikke?’ ‘Hvor er far henne?’ ‘Kender du min far?’ osv., hun havde også svært ved at de andre børn i børnehaven blev hentet af deres fædre og mødre, mens hun blev hentet af mormor eller Jacob. Hun blev rigtig ked af det, da hun ikke vidste hvad hun skulle svare når de andre børn spurgte hende om Jacob var hendes far. For det er han jo ikke, han er bare hendes Jacob som hun selv siger.

Idag går det simpelthen så godt. Annabel har altid været længere fremme i udviklingen end andre på hendes alder, hun har været klar til skolestart længe ifølge de undersøgelser børnehaven og hende fra kommunen har lavet. Og ros, er jo altid dejligt at få. Hun er blevet en rigtig stor pige, som har sine egne meninger, og et stort temperament. Haha!

Hendes far D har også kontaktet mig igen, og er fast besluttet på at være en del af hendes liv nu. Han føler han er gået glip af for meget af hendes liv. Vi har snakket sammen om det et par uger, og har besluttet at han skal have lov til at være en del af hendes liv. Mange synes det er utrolig dumt af mig når han har svigtet hende et par gange. Men jeg føler ikke rigtigt at jeg kan tillade mig at være egoistisk og nægte ham det. Han har ligeså meget ret til at se hende som jeg har, han er trodsalt hendes far. Så for at være på den sikre side, har jeg hjulpet ham med at søge om samvær gennem statsamtet, så han er sikker på at kunne se hende hvis vi en dag skulle gå hen og blive uvenner igen. Jeg er ikke i tvivl om at det er det rigtige valg, for både ham men også Annabel. Det skal gå i hendes tempo, og det er han indforstået med. Jeg er sikker på at på længere sigt vil Annabel blive rigtig glad for det, for hun har manglet sin far. Nu skal vi bare vente på svar fra amtet om hvordan og hvorledes det skal komme til at foregå. Så er utrolig spændt på at se hvordan det kommer til at ske. :’)