Historien bag min datters anbringelse.

Tullerøv og mig

Det er ingen hemmelighed at min datter Annabel ikke bor hos mig pt., og jeg har før fortalt i et interview i Ude&Hjemme om hvorfor, men kun den korte version. Og da der er mange der stadig spørger ind til hvorfor hun egentligt ikke bor hos mig, har jeg besluttet at fortælle hele historien en gang for alle.

Jeg har haft en hård barndom med daglig mobning, som førte til et mislykket selvmordsforsøg og en langvarig depression, men det er en helt anden historie. Før jeg blev gravid fik jeg piller mod min depression, og stoppede med at tage dem fra den dag jeg stod med to positive graviditetsteste i hånden. Og det gik også fint nok, jeg kunne ikke rigtig mærke noget til depressionen længere. Jeg var ikke længere deprimeret på samme måde, jeg var glad. Men det varede ikke ved.. Et par måneder efter min datter kom til verden, begyndte det at gå i den forkerte retning igen. Jeg var træt konstant, blev sur over ingenting og var i det hele taget bare i dårligt humør hele tiden. Jeg benægtede først selv at der var noget galt, men inderst inde vidste jeg jo udemærket godt at den var helt gal. Det blev faktisk kun værre og værre, og jo længere tid der gik, jo mere gled jeg væk fra A. Og til sidst greb min far og stedmor ind, og kontaktede kommunen. Og det er jeg utrolig glad for den dag idag, selvom jeg ikke var lutter begejstret for det denne gang. Vi fik et møde med en dame fra kommunen som kom hjem for at snakke lidt om hvordan det stod til osv., og i den forbindelse spurgte min far og jeg om det kunne lade sig gøre at jeg kunne komme på morbarnhjem for at bevise at jeg virkelig ville min datter. Det ville de ikke gå med til, da de ikke kunne se der var problemer som sådan, og så var den ikke rigtig længere. Et stykke tid efter endte jeg med at flytte hjem til min mor og stedfar og derfor skiftede jeg også kommune til Aalborg. Det gik rimelig godt i starten, men efter et års tid ca. begyndte det igen at gå den forkerte vej, og min mor bestilte derfor en tid til lægen til mig, så vi kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Lægen lavede en masse test og stillede mig en helveds masse spørgsmål, og kunne hurtigt konkludere at min depression var kommet tilbage, og den havde udviklet sig til en fødselsdepression. Min mor og jeg blev enige om at kontakte kommunen så vi kunne få et møde. Der kom så en dame fra Familiegruppen Nord ud et par dage efter, en rigtig sød dame faktisk. Vi snakkede lidt frem og tilbage og hun tilbød mig så at komme i en slags mødregruppe for forældre som havde svært ved at vænne sig til forældre rollen. Jeg blev tilknyttet et sted som hed Familiehuset Victoria ude i Aalborg, hvor A og jeg skulle komme et par gange om ugen hvor ‘pædagogerne’ derude så skulle observere os, og hvor jeg fik mulighed for at snakke med andre unge mødre i samme situation som mig. I den forbindelse ville kommunen også have de skulle lave en forældrekompetenceundersøgelse på mig, og det var jo fint nok, for jeg ville jo hellere end gerne bevise at jeg ville min datter. I mellemtiden fik jeg det værre og værre, så jeg kom stort set ikke ud på Victoriahuset, som aftalt. Vi fik et nyt møde med sagsbehandleren og vi aftalte at der kunne komme en hjem til os et par gange i ugen, så jeg var fri for at tage til Aalborg, jeg skulle bare komme til møderne med psykologen så jeg kunne få lavet testen.

Det gik fint nok de første par uger, men så stoppede jeg med at komme derude, jeg ved ikke præcis hvorfor, jeg følte mig ikke særlig tilpas derude. Efter en måneds tid cirka, blev vi ringet op af sagsbehandleren som fortalte at de havde lavet testen færdig på trods af at jeg ikke var der til særlig mange af møderne, og ja set i bakspejlet er det min egen skyld og ikke særlig smart. Men altså, vi blev så indkaldt til møde på Familiehuset Victoria sammen med deres leder og vores sagsbehandler, og vi snakkede om udfaldet af testen. Og i den forbindelse fortalte de en masse ting om A, som hverken mig, min mor eller stedfar kunne genkende. Men de var så kommet frem til at jeg var en meget indelukket person med følelsesmæssige problemer, og som havde svært ved at knyttet sig følelsesmæssigt til andre personer. Og på nuværende tidspunkt kunne de ikke se at jeg var i stand til at tage vare på A, og derfor mente de at hun skulle fjernes. Men det var op til sagsbehandleren hvad der skulle ske. Hun skulle snakke med sin leder om testen, og ville kontakte os senere på ugen. Det var virkelig nogle lange dage…

11002232_1437686346523123_1940381952_o

Et par dage efter kom opkaldet, vi skulle til møde allerede ugen efter, hvor lederen ville deltage. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle føle eller sige, jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at vente til mødet. Det blev dagen hvor vi skulle til møde, og min mor havde sagt at vi kunne tage en tur ind til byen bagefter og kigge, så A og min bedste veninde var med. Vi kom derind, og allerede der kunne jeg mærke hvor utilpas jeg var. Vi snakkede frem og tilbage, og sagsbehandleren fortalte at det var meget bekymrende sådan som min situation var. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg gik med til en frivillig anbringelse, da jeg ville gøre alt for at samarbejde, så jeg kunne vise at jeg virkelig gerne ville min datter. Hun ville lave en ‘kontrakt’ som jeg skulle underskrive, så anbringelsen kunne træde i kraft, og den ville hun så sende senere på ugen. Jeg spurgte hvor lang tid der ville gå før A skulle hen til en anden familie og bo, og hun fortalte at de ville have fundet en familie om små 14 dages tid. Så kom tårerne. Jeg følte mig knækket, følte min verden faldt sammen. Alle følelser væltede frem, tror jeg var hele følelses registreret igennem. Vi aftalte at snakkes ved senere på ugen, så jeg lige kunne få lov til at bearbejde det. Da vi kom hjem igen, snakkede min mor og jeg det hele igennem og jeg spurgte hende om hun ikke kunne tænke sig at tage sig af A mens jeg fik det bedre, og selvfølgelig ville hun det. Så jeg kontaktede sagsbehandleren med det samme og sagde min mor og stedfar gerne ville træde til og fungere som plejefamilie for min datter hvis det kunne lade sig gøre. Senere snakkede jeg med min far og stedmor om det hele, og de ville også gerne træde til hvis det var det. Så det fik sagsbehandleren at vide, og derfor skulle både min mor, stedfar, min far og min stedmor igennem en masse forskellige test for at kunne blive godkendt som plejefamilie. Der gik et par uger og endelig kom opkaldet jeg havde havde ventet længe på, min mor og stedfar var blevet godkendt til at være plejefamilie og A skulle derfor anbringes i netværkspleje hos dem.

 Anbringelsen ville træde i kraft allerede fra den næste måned, så jeg havde lige pludselig travlt med at finde min egen lejlighed da jeg ikke kunne blive boende hos min mor og stedfar, nu når A skulle være i pleje der. Jeg fik en lejlighed i Kaas og flyttede efter 14 dage. Det var utrolig hårdt ikke at skulle have A med, men jeg vidste at hun var i de bedste hænder. Vi fik aftalt samvær og sådan noget inden jeg flyttede for alvor, og det var jo fint nok. Nu ville hun få alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke var i stand til at give hende på det tidspunkt. Jeg skulle have A på samvær fra lørdag til søndag hveranden weekend og det gik super godt, indtil hun begyndte at reagere negativt på samværene. Det var utrolig hårdt at høre, og mit samvær blev derfor sat ned til 3 timer hveranden lørdag og sådan varede det i godt og vel 2 års tid. Efterfølgende blev samværene sat op til 6 timer, da hun ikke længere reagerede negativt på samværene, og det var positivt! Nu var hun efterhånden blevet 4 år, og forstod meget mere. Hun begyndte at spørge ind til hvorfor hun ikke boede hos mig, og hvornår jeg kom hjem til hende og mormor igen, utrolig hårdt at høre sådan nogle ord fra sin egen datter. Jeg fik fortalt hende at mor var syg, så derfor boede hun hos mormor til mor fik det bedre. Det var til at forstå for hende. Jeg levede i min egen lille verden, fik det dårligere og dårligere for hver dag, skubbede min familie og mine veninder længere og længere væk. Jeg var virkelig kommet langt ud, og jeg besluttede mig for at tage til lægen. Jeg blev henvist til psykiatrisk sygehus, hvor jeg skulle i et forløb med en psykolog da jeg før havde forsøgt selvmord og var tidligere selvskader, så jeg skulle komme til samtale derude en gang om ugen. Det var faktisk rart endelig at snakke med en om hvordan jeg havde det, og hvor fanget jeg egentligt følte mig, for det gjorde jeg. Jeg blev også tilknyttet en psykolog i Aalborg, som skulle hjælpe mig med at komme igennem fødselsdepressionen og komme helskindet ud på den anden side, hvor jeg også skulle komme en gang on ugen. Lægen fulgte mig nøje, og da jeg efter 1 1/2 års tid sluttede forløbet ude på psykiatrisk sygehus og hos psykologen da de ikke længere mente jeg havde brug for deres hjælp, da min fødselsdepression faktisk var ikke eksisterende længere, aftalte min læge og jeg, at jeg skulle komme til tjek mindst hver 3 måned, for at sikre at depressionen ikke kom igen. Det var det her jeg havde ventet på, jeg var endelig blevet rask igen. Nu kunne jeg give min datter alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke kunne før, nu kunne jeg være mor på fuldtid og give hende alt min opmærksomhed.

424456_143404015779890_100003308779927_176576_1794508845_n

Annabel er stadig anbragt i dag, 4 år senere. Jeg har ikke følt mig klar til at bede om hjemgivelse endnu, da jeg ville være sikker på at hun ikke pludselig ville reagere negativt på samværene igen, som hun gjorde i starten. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke har været hårdt, for det har det virkelig og det er det stadig! Jeg savner hende hver eneste ene eneste dag, og jeg har mest af alt bare lyst til at hente hende hjem, men det kan jeg ikke bare. Vi er begge kommet så langt nu, A er startet i skole og klarer sig simpelthen så godt og jeg har endelig fået styr på mit liv igen, er blevet erklæret rask, gang i uddannelse og fast bopæl. Jeg har ikke fået andet end masser af ros fra sagsbehandleren de sidste par år, når vi har været til statusmøde. Kontakten mellem A og mig selv er også blevet rigtig stærk, faktisk har den aldrig været bedre. Der er mange som ikke forstår mit valg, og der er nok mange som vil se skævt til mig efter jeg har valgt at fortælle det her til alle, bogstavelig talt. Men jeg er ligeglad, jeg gjorde hvad jeg synes var bedst for min datter. Jeg var virkelig langt nede, kunne faktisk ikke komme længere ned. Jeg havde brug for hjælp, og det fik jeg. Og takket være den hjælp, kan jeg med hånden på hjertet sige at jeg aldrig har haft det bedre. Der er mange der siger jeg har svigtet min datter, at jeg ikke burde få hende hjem igen, at jeg ikke egner mig som mor osv. Og det gør virkelig ondt! Ja jeg svigtede hende, det vil jeg ikke benægte, for det gjorde jeg og det vil jeg nok aldrig tilgive mig selv for. Jeg ved hun nok skal komme hjem og bo igen, men lige nu tager vi tingene i hendes tempo, så når hun er klar, så kommer hun hjem.

Mine 5 favorit instagrammers.

download

Jeg har været inde på min Instagram malene.christiansen, for at se hvem jeg egentligt følger, og i denne forbindelse har jeg fundet mine 5 favorit instagrammers og tænkte jeg ville dele dem med jer og fortælle lidt om hvorfor det lige præcis er dem der er min top 5 instagrammers. Måske en af mine favoritter, også er en af jeres? Her kommer de.

  1. annizette_fat2fit
    – Annizette er en af mine rigtig gode veninder, men hun er også et af mine store forbilleder. Hun er lige nu igang med en større livstilsændring, og hun har allerede opnået de vildeste resultater jeg længe har set! Jeg elsker at følge med på sidelinjen og se de mange før/efter billeder hun ligger op, det er helt vildt. Hun giver mig troen på at jeg også nok skal komme i mål, en gang.
  2. helenes_sunde_koekken
    – Jeg elsker Helene! Helene laver de lækrester opskrifter med en helveds masse sunde ting, heriblandt sunde kager, som iøvrigt er virkelig lækre! Hun har faktisk næsten lige udgivet sin helt egen App hvor der allerede ligger over 40 f hendes egne opskrifter inde, og der kommer nye hver måned! Den er både tilgængelig til iPhones og andre smartphones.
  3. marlenebech
    – Marlene er mesteren inden for negleverdenen! Det er ingen hemmelighed at jeg elsker gele/akryl negle, og jeg finder stort set alt min inspiration hos Marlene. Hun har sin egen butik på Gothersgade 137.kld i København K, hvor hun laver negle og permanent makeup, som hun også er knald hamrende dygtig til! Og så er hun blevet kåret som DanishChampion i negle hele 5 gange. Det siger vidst lidt om hvor dygtigt hun egentligt er.
  4. ungkraeft
    – Ung kræft er faktisk en af de profiler jeg har fulgt i længst tid. De deler små historier fra de forskellige kræftpatienter, hvor man kan læse om deres ‘historie’ med kræften, og hvordan det går med dem osv. Nogle af ‘historierne’ er meget barske, men jeg kan virkelig kun have respekt for dem. Jeg ved hvor svært det er at være pårørende til en med kræft, men selv at have kræft. Det må virkelig være svært, så jeg har virkelig den dybeste respekt for dem, og vil sige tak til hver især af dem for at de deler deres historie med os andre.
  5. emiliegjunker
    – Emilie er en kæmpe inspirations og motivations kilde for mig, da hun lider af samme sygdom som mig, – PCOS. Hun deler en masse lækre og sunde retter fra LCHF, og så er hun med til at sætte mere fokus på PCOS som jeg også ihærdigt prøver at gøre. Det er super fedt at se en anden med PCOS, som også er igang med vægttab, og som opnår super flotte resultater.

 

Det var mine 5 favorit instagrammers. Har I en top 5 over instagrammers? Hvem er på jeres liste? Og har I hørt om nogle af de instagrammers der er på min liste?:-).

10 ting I måske ikke lige vidste om mig.


Jeg synes det er sjovt at læse små facts hos de forskellige bloggere rundt omkring, og så indså jeg at jeg aldrig har lavet sådan et indlæg før. Og tænkte det kunne være meget sjovt at prøve. Måske får I også lyst til at dele nogle facts om jer selv? :-). Her er hvertfald 10 ting om mig.

  1. Jeg er super afhængig af spillet Subway Surfers, jeg spiller det konstant! Faktisk er det dét første jeg gør når jeg står op, og det sidste jeg gør når jeg går i seng. Hahah, er virkelig mærkelig..
  2. Jeg elsker seriøst. Som i dybt afhængig elsker Pretty Little Liars! Jeg har set alle sæsoner, og ugerne op til sæson 6 blev udgivet på Popcorntime, sad jeg hver dag og tjekkede om det var kommet derind. Jeg følger PLL overalt, for at være sikker på jeg ikke går glip af en nyhed. Det er seriøst den bedste serie jeg har set!
  3. Jeg køber alt for meget makeup. Det synes min familie hvert fald. Det er yderst sjældent jeg går med makeup, men alligevel kan jeg ikke lade være med at købe det. Må virkelig lære at beherske mig.
  4. Når jeg ser fjernsyn, hører musik eller lignende skal lydstyrken altid være på et lige tal. Jeg aner ikke hvorfor jeg har det sådan, men jeg kan virkelig få det helt dårligt hvis lydstyrken ikke er på et lige tal. Andre der har det på samme måde? Eller er jeg bare mærkelig?
  5. Jeg griner over ingenting! Det er virkelig slemt. Uanset om det er sjovt eller ej, griner jeg. Det er sgu ikke så sjovt faktisk.
  6. Jeg elsker gele negle, og faktisk er det yderst sjældent jeg ikke har negle på. Jeg bliver hurtig træt af at se på de samme, så jeg skifter form/design cirka hver uge.
  7. Jeg kan virkelig ikke lide blod.. Jeg bliver helt dårlig hvis jeg ser det, og så føles det som om jeg skal besvime.
  8. Jeg er aldrig kommet mig over min første rigtige kæreste, selvom det er flere år siden vi var sammen. Og det er nok også en af grundene til jeg har det så svært med kærlighed den dag i dag.
  9. Jeg går aldrig i byen. Faktisk er det yderst sjældent jeg overhovedet drikker, det siger mig simpelthen ingenting mere. Det er nok 1 gang om året det sker.
  10. Jeg er familie menneske med stort F! Jeg elsker at være sammen med min familie, og er sammen med dem stort set hver dag. Faktisk tilbringer jeg mere tid med min familie, end med mine veninder. Men okay, de fleste af mine veninder bor også mere end en time væk.